Lotterier

Lotteri

Hvad er grunddefinitionen på lotterier ?

Lotterier beskrives som et ultimativt tilfældighedsspil der omhandler et eller flere lodder (papir med påført tekst og nummer) og en trækning (jævnfært navnet ‘lodtrækning’), der foretages af lotteri-udbyderen. Der kan være alt fra en til flere vindere og gevinster kan være alt fra naturalier til penge. Selve formået med lotterierne varierer kraftigt alt efter udbyderens karakter ligesom selve størrelsen på gevinsterne kan variere kolossalt. Ens for alle er dog at lotterier som udgangspunkt er et tilfældighedsspil som falder ind under kategorien hasardspil. Det vil sige spil der er helt eller næsten helt afgjort via tilfældigheder. Spil hvor brugeren eller lodtageren ingen indflydelse har på udfaldet overhovedet.

Lotteriets oprindelse

Man mener at fænomenet lotterier første gang så dagens lys i det gamle kinesiske Han Dynasti godt 200 år før Kristi Fødsel. I bøger og tekster der daterer sig tilbage til tidspunktet afsløres der flere passager hvor ordet ‘lod’ og ‘trækning’ fremgår som en del af en konkurrence, der skulle tjene penge ind til Dynastiet. Man mener sågar at dele af indkomsten fra lotterierne under Han Dynastiet har bidraget til opførelsen af den kinesiske mur.
I den gamle græske litteratur beskriver Homer også noget der kunne minde om lotterier, da han beskriver hvordan der bliver samlet lodder i krigeren Agamemnons hjem til brug for at finde ud af hvem der skulle kæmpe mod Hector.
I Romerriget dukker lotterier også op ved de kejserlige middagsselskaber som et festligt indslag mellem de overdådige menuer. Der er altså skriftligt bevis igennem historien på at lottterier er blevet brugt dels som et politisk og samfundsmæssigt aspekt, men senere også som et rent underholdnings-element. Netop de to ting skal vise sig at præge lotterier i tiden fremover.

Lotterier og velgørenhed

Udover den helt åbenlyse forretning som altid har været potentialet i lotterier, så bruges lotterier i dag også i mange velgørenhedsformål. Lotterier er netop en fantastisk mulighed for dels at få et budskab om et godt formål spredt ud til befolkningen, men samtidig også en god mulighed for at indtjene nogle penge på en anderledes og sjov måde end ved ren opkrævning via abonnementer eller pengeindsamlinger og lignende. Udover det ligger der netop i idéen, om lotteri som velgørenhed, at brugeren har et ekstra incitament til at hjælpe fordi han eller hun netop kan vinde lidt selv. De færreste køber dog nok sjældent velgørenheds-lodder for at vinde stort, men alene det at chancen foreligger for at vinde, gør det måske en anelse mere motiverende at støtte formålet. Man ser det i alle former og afskygninger og i forskellige organisationer og foreninger. Kræftens Bekæmpelse benytter sig af det men også og især skoler og mindre sportsforeninger som for eksempel skal have rejst penge til et stævne eller en tur. Lotterier har i årtier været et glimrende middel til sådanne formål.

Lotterier i Danmark

I Danmark har vi altid haft en stor tradition for lotterier. De førnævnte velgørenhedslotterier har alle dage været brugt af vores foreningsliv og hjælpeorganisationer ligesom de altid har været en del af en fast juletradion på julemarkeder rundt om i landet.
Dog har vi også større lotterier som har flere hundrede år på bagen herhjemme. Det mest populære og en af de absolut ældste er ‘Klasselotteriet’. Det daterer sig helt tilbage til midten af 1700-tallet og blev skabt under Kong Frederik den 5. i 1753 under navnet Det Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri. Det har dermed over 250 år på bagen, og er, trods konkurrence fra adskillige andre og mere moderne spilleudvalg, stadig en yndet spilledille for mange danskere. Der er lidt under en halv million lodder i spil de store trækninger, så der er altså stadig gang i det gamle lotteri. Klasselotteriet har siden tidernes morgen været ejet af den danske stat og det er et af de mest gavmilde lotterier forstået på den måde at klasselotteriet er en af de hasardspil i Danmark som udbetaler mest. Af de indskud man får ind, er Klasselotteriet altså et af de spil i Danmark som betaler mest tilbage af sine andele indskud i form af gevinster til sine spillere.

Lotterier for millioner af dollars

USA fører an i listen over de største vindere i lotteriernes historie. De helt store lotterier på amerikansk jord hedder Mega Millions og Powerball, og her taler vi altså om radikalt flere penge end til den lokale sportsklubs julelotteri. Millioner og atter millioner af dollars er i omløb og adskillige multimillionærer udklækkes jævnligt på baggrund af de kæmpestore gevinster.

Spaniens store julelotteri

En ting er Klasselotteriet og de store amerikanske mega lotterier, noget andet er det store spanske julelotteri. Hvis man kan tale om et ‘lotteri over alle lotterier’, så er Spaniens julelotteri tæt på at ramme betegnelsen. I Spanien har man altid haft stor tradition for lotterier. Især lotterierne som er skabt af Once, en organisation for blinde i Spanien. Alle steder på gaden i Spanien støder man på de klassiske lotteri-stande, hvor Once-sælgere langer lodder ud over disken til spilleglade spaniere. Præmierne i det ordinære Once-lotteri er enorme i sig selv, men en ting slår alt. Spaniens store julelotteri: Lotería de Navidad, eller som det også bliver kaldt i folkemunde ‘El Gordo’ = ‘Den fede’ fordi det netop er en helt igennem fed præmie der er på spil. Intet mindre end 700 millioner euro har der været til førstepræmien de seneste par år. Det er godt og vel næsten 5 milliarder kroner til vinderen. Det skal dog nævnes, at vinderen aldrig er en enkelt person, eftersom der kun er 100.000 lodder i omløb og at disse lodder er delt op i 1800 tiendedelslodder, som folk så køber sig ind på. Flere personer deler derfor et specifikt lod. Men med en samlet sum på 5 milliarder, så forsødes samtlige vindere stadig helt ubegribeligt meget alligevel.